Til min Gyldenlak
Digte, 1845
Gyldenlak, før du din Glands har tabt,da er jeg Det, hvoraf Alt er skabt;ja før du mister din Krones Guld,da er jeg Muld.
Idet jeg raaber: med Vindvet op!mit sidste Blik faaer din Gyldentop.Min Sjel dig kysser, idet forbiden flyver fri.
Togange jeg kysser din søde Mund.Dit er det første med Rettens Grund.Det andet give du, Kjære husk,min Rosenbusk!
Udsprungen faaer jeg den ei at see;thi bring min Hilsen, naar det vil skee;og siig, jeg ønsker, at paa min Gravden blomstred’ af.
Ja siig, jeg ønsker, at paa mit Brystden Rose laae, Du fra mig har kyst;og, Gyldenlak, vær i Dødens Huusdens Brudeblus!